Der, hvor det hele begynder: en gestus, en beskyttelse
Før »tilflugt« blev et ord, var det en gestus. Gesten med at strække armene ud for at give ly. Gesten med selv at søge ly i en hule, under et træ eller i en af verdens kroge.
I sin etymologiske oprindelse, det latinske ord »refugium«, betød »refuge« ganske enkelt handlingen at flygte for at finde ly (fugere = at flygte, re- = tilbage). En instinktiv bevægelse, lige så gammel som livet selv: at forlade faren for at søge sikkerhed.
I Rom var et »refugium« også et helligt sted, hvor man kunne finde tilflugt, et område, der var beskyttet mod vold udefra.
Når et tilflugtssted bliver et helligt sted
Ordet dukkede op i oldfransk omkring det 12. århundrede, oprindeligt i forbindelse med religiøs beskyttelse: kirker, klostre og hospicer blev til tilflugtssteder. Dengang var det at finde tilflugt det samme som at finde nåde. En næsten guddommelig ret til ikke at blive forfulgt inden for visse mure.
Efterhånden løsner ordet »tilflugtssted« sig fra sine strengt religiøse konnotationer. Det begynder at betegne ethvert sted, hvor man kan gemme sig, søge beskyttelse og få pusten igen. Et slot, en hytte, en afsidesliggende landsby.
Ordet er et flytbart tilflugtssted, så vidtstrakt som en skov, så intimt som et velvilligt blik.
Tilflugtssted: et ord med liv i sig
Gennem århundrederne har begrebet »tilflugtssted« fået en mere intim betydning. Det er ikke længere blot et fysisk sted, men også en indre tilstand.
I det 19. århundredes romantiske litteratur bliver tilflugtsstedet den vilde natur, den tavse ven, den forstående kærlighed. Chateaubriand taler om »indre tilflugtssteder«, mens Victor Hugo omtaler sjælens hjem, hvor man vender tilbage, når verden bliver for hård.
Senere, inden for filosofi og psykologi, bliver tilflugtsstedet også et grundlæggende behov: behovet for at beskytte sig selv for bedre at kunne genfødes. Freud nævner nødvendigheden af et »sikkert sted«, så det ubevidste kan finde ro.
I dag: at finde tilflugt på en anden måde
I dag findes der tilflugtssteder overalt. I bjergene, i hytter, i huse, der ligger afsides for enden af en vej. Men også i en bog, en melodi, en samtale sent om natten.
Man taler om et følelsesmæssigt tilflugtssted, et økologisk tilflugtssted, et poetisk tilflugtssted. Ordet er blevet lettere, rigere og mere alsidigt. Det betyder ikke længere blot »at gemme sig«, men hvisker også »at finde sig selv«.
»Refuge« er stadig et diskret løfte: løftet om, at man til enhver tid kan finde et sted, et øjeblik eller et menneske, hvor man kan søge ly, uden at være nødt til at flygte for altid.
Et gammelt ord, et livligt ord, et ord, der minder os om, at det at trække sig tilbage ikke altid er det samme som at flygte, men snarere en måde at leve bedre i verden på.
At skabe sit eget fristed starter ofte med at vælge det væsentlige. Oplev vores univers, der er skabt til at sætte tempoet ned og finde ro. Udforsk Kipli